Uge 45 2008 - af Ralle / 24 timer i Sverige

Okay niggaz.. Jeg tager gerne udfordringen op!

I går kl. 13:03 hoppede jeg på toget til Växjö for at se min svenske (og ja, hun er born and raised up there) veninde Katja Lobas spille med i cabareten Chicago. Inden jeg satte mig ombord i det forholdsvis okay Øresundstog, måtte jeg lige hoste op med intet mindre end 400 bobs for 2 gorram billetter. "Hva' fanden sker der?!" siger jeg til DSB-billet-luge-slaven, kort efterfulgt af "Man kan FLYVE til Stockholm for den samme pris. Er du seriøs? Det må ku' gøres billigere?". Men ak nej, DSB har formået at skabe en af de dyreste og langsomste transportmidler, og dette på trods af at de har eksisteret siden 1875.. Jeg aner ikke engang hva' jeg har af familie fra dengang, om der fandtes fjernsyn eller sågar radio dengang - men tog i Danmark, ja det fandtes.. Pfff.. Men vi må trøste os med at de vel på et eller andet tidspunkt får udviklet nogle hurtigtoge a' la dem Gilleren fortæller de har i Japan Nå, det var sådan set et sidespring, for dette skulle egentlig ikke handle om galle og grok.. Næ, dette skal nemlig handle om en rigtig dejlige tur jeg endte op med at have på blot 24 timer i Sverige.

Jeg ankom til Växjö, efter at have leget med mit nye musikprogram til Nintendo DS http://www.google.dk/url?sa=t&source=web&ct=res&cd=2&url=http%3A%2F%2Fwww.youtube.com%2Fwatch%3Fv%3DyejsYE5uHnw&ei=pi4XSenqJZH-7AWy-sTBAg&usg=AFQjCNGUi8COptjU0HYZV72icUkjy2rCig&sig2=bgwpXZCYDIcCMofWgioa2w i en time, samt prøvet at snue i endnu en times tid (dog uden succes). Det ska' lige nævnes at det var J-dag dagen inden, og jeg ikke fik sovet meget mere end 4-5 timer om natten.

Tilbage til realtime. Jeg stavrer ud af toget på stationen, hvor jeg skal mødes med Katja og hendes, indtil videre ukendte for mig, veninde Annie. 1 minut senere står jeg lykkeligt omfavnet af det skønneste kvindfolk, der nogensinde er kommet ud af norden. Magen til lyshåret vidunder, med en stemme der smelter smør som forhåbningsfulde drengehjerter, ja, jeg ved ikke helt hvordan jeg afslutter denne sætning; men fantastisk er hun. Nåja, og så er hun også hammer sød hehe.

Vi går alle tre gennem Växjös efterårsramte gader. Indpakkede folk i falmende omgivelser, med tre glade, sprudlende sjæle midt i al virvaret. Katja skal lige hæve penge. Annie skal lige købe en bog til hendes far. De to piger går sammen ind i bogbutikken og jeg må vente udenfor, da jeg blot et øjeblik forinden har scoret mig en ufatteligt lækker småkage fra Forening Økologisk El Sverige. Dette var i sig selv ikke helt nok til at holde mig udenfor butikken, men den søde El-dame tilbød mig også varm svensk chokoladedrik, mmm. Umuligt at sige nej til. Umuligt ikke at nyde. Efter shoppeturen (det var jo to kvinder jeg fulgtes med), satte vi kursen mod Koncertsalen. Dels så jeg kunne finde tilbage og hente min billet (billetkontoret åbnede første én time efter vi kom) og fordi piger skulle ind at smukkeseres. Halvanden time inden forestillingen! Katja bitchede også over at hendes ansigt var helt ødelagt efter en forestilling af alt det sminke, men mere om det senere.

15 minutter senere. En hvid Volvo stationcar (vi er jo i Sverige lol), kører ind på 10 minutters parkeringen ved Koncertsalen og Fredrik, min vært, træder smilende ud og stikker mig lappen efterfulgt af et ”Hey dä”. Han har kort strithår og gedeskæg. Sympatisk fyr, glad og imødekommende. Jeg smider min rygsæk ind i bagagerummet ved siden af et skateboard der allerede havde plads deromme. Vi sætter kursen mod Höstvägten, hvor Fredrik bor sammen med hans kone og to børn. Han forklarer mig nøje vejen fra Koncertsalen imens vi meter for meter lægger den bag os. Jeg skulle jo gerne kunne finde tilbage til showet. ”Rakt like ut, venstre i runddelen og hökre i runddelen, har du den?” Ohh yes I did.

Fredriks lejlighed. Det første jeg ser, udover navneskiltet på lejlighedsdøren udført i fin børnehavestil, er sønnen Naimo og hans meget bare tissemand. Det er åbenbart upopulært for børn at have underbukser på efter kl. 16 i Växjö.

Jeg hilser på ham, konen Whokko og deres datter på 2 år. Knægten på 4 år er allerede i gang med at vise mig hans legetøjsrobot, der kan pakkes sammen til en kasse på 3 forskellige måder – sød knægt, frisk og direkte. Dernæst tager han mig i hånden og hiver mig ind på det, der viser sig at være ”mit værelse” for natten. Fredrik henter en madras til mig, og vi skyller en hurtig kop kaffe ned (jeg havde kun 45 minutter inden billetten skulle afhentes). I den korte tid lykkedes det mig at snakke med faren og moderen. At lave en ballonbamse til datteren, samt diverse ballonkunster og et lynkursus til sønnen – han endte faktisk med at blive ret god på den korte tid. Få ompakket min taske, skifte tøj og krølle et rødt hjerte med en blå bamse siddende i med 3 ballonblomster i hånden. Det er sgu så trivielt med roser til skuespillerne. Den endte også med at vække go' opsigt backstage fortalte Katja mig efter showet.

15 minutter til seneste billetafhentning. Whokko tilbyder mig at låne familiens cykel, hvilket totalt reddede mig, da jeg som altid var i vold dårlig tid. Jeg nåede det dog. Fik min billet og stak receptionisten min værdsættelsesballonkreation til Katja.

Sæde 9, rækker 19. Jeg ender op ved siden af to ældre svenske damer. De sidder med et program fyldt med letpåklædte kvinder. Jeg kan ikke dy mig, så jeg kigger med over skulderen. BUSTET! De spørger om jeg ikke bare vil have programmet. Hell yeah, eller ”jo, mange tak”. Rrr, Katja er en frækkert. Og for den sags skyld også resten af MORDERKVINDEHOLDET! (læs historien bag Chicago). Vi begynder at pratta, og det viser sig at den ældste af de to (gætter jeg på) har en søn i bandet. Han spiller sax. Så sidder vi dér, begge stolte af at kende crew'et, underholdt så det batter.

Intermission. 1½ times sex, mord, sang og dans senere. Man kan ikke købe noget i baren på VISA. God damn ikke at have vekslet penge. Ned på lokummet at drikke vand. Mmm, svensk vand er bare toppen! Diiiingelingeliiiiing. Stykket er i gang igen. En stor ramme er hejst ned fra loftet og de resumerer stykket i turbomode, til det punkt vi nåede lige inden pausen – genialt godt lavet.

Endnu 1 time og masser af klapsalver senere; tilfredst publikum og smilende stjerner. Blomster og menneskelige bogstaver. Chicago er slut. Fed musical! Virkelig professionelt opsat, med gode skuespillere, musikere og sangere. Ned på toilettet igen. Tisser og drikker svensk vand. Nu kan jeg virkelig ikke holde mig vågen mere, så jeg ligger mig på gulvet og falder i søvn.

Telefonen ringer. Jeg vågner til Katjas stemme: ”Hvo' ehr do? Har tittet efter deg overalt”. Ehh, på das svarer jeg. Jeg har ingen idé om hvor længe jeg har ligget der, hvad klokken er eller hvorfor Katja og jeg er de eneste der er tilbage i den, for blot et øjeblik siden, helt proppede koncertsal.

No problemas. Snakken går allerede og nu kommer Annie også. Vi smiler, snakker, griner og morer os. Nu kommer en af danserne fra showet og slutter sig til os. Vi går på bar for at få kaffe og kage. Cyklen er punkteret på forhjulet, øv bøv, men lige meget. Jeg har intet imod en frisk gåtur hjem. Der støder flere og flere folk til på baren, hvor de spiller ufattelig meget 90'er musik – intet mindre end fantastisk! Lidt røverhistorier senere står jeg på gaden med Annie og Katja. De følger mig tilbage til min cykel, som stadig er punkteret. Vi står og snakker, bl.a. om dengang Katja og jeg mødtes, indtil pigerne nærmest må løbe for at nå deres bus.

Et kort, og som jeg opfattede det og leverede det, farvelkys senere, trasker jeg hjemad mod husly og nattero. Da jeg træder ind på mit værelse har de redt madrassen, lagt en hovedpude ud og endda pyntet mit lejde med 2 søde katte. Vi ligger os alle sammen til at sove, efter jeg erfarede at svensk tandpasta er noget af det værste i Verden! Aldrig har jeg puttet noget så usselt i munden (og jeg børstede sgu tænderne rene i det!), end ikke tomater når smagen i usselhed. Føj! Så kan man lære at have Zendium med hehe.


Næste morgen / formiddag brugte jeg på at snakke med Fredrik om teater, Gardzeniche (polsk avantgardeteater a' la kantable – er ikke sikke på stavemåden dog), Tjekov, parakrobatik, fremtid, fortid, nutid. Lege med Naimo, se Darkwing Duck på svensk og drikke mere kaffe.
Inden mit tog forlod stationen, hvor jeg var ankommet blot 20 timer tidligere, nåede jeg et smut ned til selve Växjöen (hvor jeg mødte Katja for første gang for godt 3 år siden) og fik mig en 15 cm Sub med kylling og salsa.




Alt i alt, en kort, komprimeret og intet mindre end kanon oplevelse. Nåja, og så erfarede jeg også at jeg kan snakke svensk så folk i Småland (selv 4-årige børn) kan forstå mig – jeg fatter dog ikke alt hvad de siger, men det hjælper på det. Hurra for 3 måneder på cirkusskole med svenske undervisere haha.


Jeg ved godt at jeg har skrevet meget, men dette er en positiv oplevelse jeg gerne vil dele med Jer, niggaz!